Regler og retningslinjer for anvendelse af varebiler

Uanset om du bruger en varebil til erhvervsmæssige formål, til privat brug eller blandet anvendelse privat/erhverv, er det afgørende at forstå gældende regler og retningslinjer. Vi vil guide dig gennem Motorstyrelsens retningslinjer og give dig en klar forståelse af, hvad du må og ikke må bruge din varebil til.

Reglerne for anvendelse af varebiler

Vejledningen om anvendelse af varebiler gælder primært for almindelige varebiler på gule plader. Bemærk venligst, at disse regler ikke gælder for mandskabsvogne eller specialindrettede varebiler med fastspændte reoler til værktøj og materialer. Yderligere information om disse køretøjer kan vores rådgivere vejlede dig i. Kontakt dem her.

Som udgangspunkt må du kun bruge din varebil til erhvervsmæssige formål og ikke til privat brug. Privat brug defineres som kørsel, der ikke udføres i virksomhedens interesse. Her er nogle eksempler på både privat og erhvervsmæssig brug af varebiler.

 

Erhvervsmæssig brug:

  • Kørsel til spisning eller hentning af mad i arbejdstiden.

  • Kørsel hjem i varebilen op til 25 gange om året, når bilen skal bruges erhvervsmæssigt den næste dag (f.eks. til møder eller kurser) eller når medarbejderne kører fra hjemmet til arbejde dagen efter, bilen har været brugt erhvervsmæssigt.

  • Transport af kolleger mellem hjem og arbejde, hvis det er beordret af arbejdsgiveren.

Privat brug:

  • Kørsel til fritidsaktiviteter.
  • Udlån eller brug af varebilen af familiemedlemmer eller personer, der ikke er ansat i virksomheden.
  • Kørsel til privat indkøb (f.eks. grænsehandel).
  • Transport af børn til og fra institutioner.
  • Transport af private genstande som møbler, campingvogne eller haveaffald.

Hvis du ønsker at bruge din varebil til privat brug, er der to muligheder:

  1. Dagsbeviser: Hvis du kun skal bruge din varebil til privat brug i op til 20 dage om året, kan du benytte dagsbeviser. Disse skal købes svarende til det antal dage, hvor bilen vil blive brugt til privat kørsel. Du kan købe dagsbeviser enten i Motorregistret eller via appen “Dagsbevis,” som kan downloades fra App Store eller Google Play. Vær opmærksom på, at medarbejdere der benytter dagsbeviser betalt af arbejdsgiveren, skal betale skat af beløbet, da det anses for A-indkomst. Dette er ikke tilfældet, hvis medarbejderen selv har betalt for dagsbeviserne.
  2. Omregistrering til privat/erhverv: Hvis du skal bruge din varebil til privat brug i mere end 20 dage om året, skal du omregistrere den til privat/erhverv. Dette indebærer betaling af privatbenyttelsesafgift og tildeling af papegøjeplader. Du kan købe nummerpladerne enten ved en motorekspedition eller hos en nummerpladeoperatør. Vær opmærksom på, at medarbejdere, der bruger en bil med papegøjeplader, skal betale skat af værdien af fri bil.

Konsekvenser ved overtrædelse af reglerne

Det er vigtigt at overholde reglerne for privat brug af varebiler på gule plader både for virksomheden og medarbejderen. Manglende overholdelse kan medføre alvorlige konsekvenser, herunder tilbagebetaling af tidligere fradragsført moms, opkrævning af privatbenyttelsesafgift med tilbagevirkende kraft, skat på fri bil og bøder for manglende overholdelse af skatte- og afgiftslovgivningen. Risikoen kan minimeres med en gennemgang af jeres flåde og setuppet for jeres varebiler – kontakt en rådgiver for nærmere vejledning.

Johan Rauff Kristensen
Varebils- og leasingrådgiver

Har du spørgsmål til anvendelse af dine varebiler eller har du brug for rådgivning til, hvilken varebilen der passer til dig og din forretning? Så kontakt os i dag. Vi står altid klar til at hjælpe.

Telefon: +45 72 100 011
Email: info@flexlease.nu