Nye regler for brugerregistrering på køretøjer

SENESTE NYT: Skatteministeren har udstedt en ny bekendtgørelse, der ændrer reglerne for registrering af brugere af køretøjer. De nye regler trådte i kraft den 15. oktober 2024. Læs mere her.

Den 1. juli 2024 trådte der nye regler i kraft for registrering af brugere på køretøjer, som påvirker fremtidige leasingaftaler. For at sikre, at alle vores kunder er bekendt med disse ændringer, har vi hos Flexlease.nu udarbejdet en oversigt over de vigtigste punkter samt en Q&A, der besvarer de mest almindelige spørgsmål om de nye krav.

Efter den seneste udmelding fra skatteminister Jeppe Bruus, er der tale om, at de nye regler for registrering af brugere på køretøjer muligvis kan blive trukket tilbage. Vi kan dog kun forholde os til gældende regler og indtil ændringen er gennemført, er det derfor vigtigt at forholde sig til dem. Hos Flexlease.nu bestræber vi os altid efter at holde dig opdateret, så du er sikker på at følge de gældende regler.

Vigtige ændringer

Fremover skal enhver, der har råderet over et køretøj i 30 eller flere sammenhængende dage, registreres som bruger i Motorregisteret. Dette gælder både fysisk og juridisk råderet.

 

Primær Bruger: Den person eller virksomhed, der har den overvejende fysiske råderet over køretøjet, skal registreres som primær bruger.
Sekundær Bruger: Hvis du benytter et køretøj, men ikke har den overvejende fysiske råderet, eksempelvis som medarbejder i en virksomhed, skal du registreres som sekundær bruger.

 

Arbejdsgivere, der stiller køretøjer til rådighed for medarbejdere, skal sørge for, at medarbejderen registreres som sekundær bruger, mens virksomheden selv registreres som primær bruger. For korrekt registrering kræves oplysninger som brugerens navn, adresse og CPR-nummer.

Undtagelser og overgangsordninger

Reglerne gælder allerede for alle køretøjer, hvor der er betalt fuld registreringsafgift. For køretøjer, der er på forholdsmæssig registreringsafgift, træder reglerne dog først i kraft for nye leasingaftaler, der indgås fra 1. oktober 2024. Aktive leasingkontrakter fortsætter under de tidligere regler, medmindre andet er oplyst af leasingselskabet.

Q&A – Mest stillede spørgsmål

For yderligere afklaring har vi besvaret nogle af de mest almindelige spørgsmål nedenfor:

Q&A

Hvem har ansvaret for registrering?

Det er ejeren af køretøjet, der har ansvaret for registreringen. Hvis du ikke ejer køretøjet, er det som udgangspunkt ikke din forpligtelse, men ejeren kan pålægge dig en oplysningspligt.

Vi har en masse leasede biler, herunder firmabiler – hvad skal vi gøre?

I skal være opmærksomme på anvendelsen af bilerne og oplyse os om ændringer. For firmabiler skal den ansatte registreres som sekundær bruger, hvis bilen er forbeholdt én person i 30 dage eller mere.

Hvor mange dage skal man have køretøjet for at være bruger?

Du skal have køretøjet i 30 eller flere sammenhængende dage for at blive betragtet som bruger. Hvis råderetten afbrydes før 30 dage, gælder du ikke som bruger.

Skal jeg registreres som bruger på den varebil, jeg anvender på mit job?

Hvis varebilen kun bruges af dig i 30 eller flere sammenhængende dage, skal du registreres som sekundær bruger. Er bilen kun til rådighed i arbejdstiden, kan fridage bryde "sammenhængende dage".

Jeg har firmabil hos min arbejdsgiver. Er jeg bruger?

Ja, hvis bilen er forbeholdt dig. Din arbejdsgiver skal registreres som primær bruger, og du som sekundær bruger. Din arbejdsgiver skal sende dine oplysninger til os for korrekt registrering.

Jeg har en bil på papegøjeplader som firmabil i min egen virksomhed. Skal jeg registreres som bruger?

Ja, hvis du har fysisk råderet over bilen i 30 eller flere sammenhængende dage, skal du registreres som sekundær bruger, og din virksomhed som primær bruger.

Skal jeg til at betale grøn ejerafgift, når jeg er bruger af en bil?

Primær bruger står for opkrævning af periodiske afgifter. Hvis du bliver primær bruger, vil du modtage opkrævning i din e-Boks. For erhvervsmæssige køretøjer er det virksomheden, der står for afgifterne.

Skal mine medarbejdere med firmabiler give fuldmagt?

Ja, medarbejdere skal give fuldmagt. En nedskreven aftale som en ansættelseskontrakt kan bruges som fuldmagt. Vi skal have medarbejderens oplysninger for registreringen.

Skal min ægtefælle og børn registreres som brugere også?

Det afhænger af, om deres rådighed over køretøjet er fast og varig. Hvis de kun bruger bilen lejlighedsvis, er registrering ikke nødvendigt.

Vi bruger bilerne som delebiler i vores virksomhed. Skal alle medarbejdere registreres som brugere?

Nej. Arbejdsgiveren er primær bruger. Medarbejdere registreres kun som sekundære brugere, hvis bilen er forbeholdt én medarbejder i 30 dage eller mere.

Hos Flexlease.nu er vi klar til at rådgive og hjælpe jer gennem denne overgang. Hvis I har spørgsmål, eller har brug for yderligere hjælp, er i meget velkomne til at kontakte os, for at sikre, at jeres virksomhed overholder de nye krav.

Brug for professionel rådgivning?

Har du eller din virksomhed brug for skræddersyet bilrådgivning? Kontakt os nu for personlig assistance og skræddersyede løsninger.

Telefon: +45 72 100 011

Email: info@flexlease.nu